Der opføres i totalentreprise et nyt Sygehusvaskeri for Region Sjælland, der erstatter det tidligere nedbrændte vaskeri. Byggeriet opføres i Tuse ved Holbæk.
Bygningskomplekset består i hovedtræk af følgende funktioner:
– Administration.
– Produktion (selve vaskeriet med ren og uren zone).
– Teknikfløj med værksted og energicentral.
Herudover er der udlagt arealer til udvidelse af pakkeriet, en kold hal og andre tekniske installationer.
Selve produktionshallen lægger sig med sin tunge robuste, grå betonbase delvist ned i terrænet. For at understrege det kuperede og skrånende terræn er der jorddækning på den østlige facade.
Produktionshallens base i beton har en tydelig elementdeling, der skaber skyggerelieffer og bløder fladerne op. Produktions- og teknikfløjen fremstår solide og robuste, og udføres i materialer der er modstandsdygtige overfor arbejdsgangene med levering og afhentning af vasketøjsleverancer og teknisk materiale, der primært foregår med lastbiler.
Hele administrationsdelen udføres i CLT elementer. Ud over det er mindre miljøbelastende at bygge i træ, giver det også et godt indeklima.
Det fremhæves indvendigt at bygningen er udført i træ, ved at udvalgte vægge i kontor-, møde- og kantinerum står med synlig træoverflade. Andre udvalgte vægge beklædes med akustikregulerende paneler.
Sygehusvaskeriet opføres med henblik på at opnå DGNB Sølv certificering.
Udførselsperiode: 2023
Entrepriseform: fagentreprise for Base Erhverv A/S
Bygherre: Regionen
Rådgiver: Rønslev Rådgivende Ingeniører
Vi udfører Jord, kloak, beton og belægning.